Når jeg engang imellem forestiller mig, hvordan paradis ser ud, så lever bugten Zaraće i vid udstrækning op til dette billede som et af de få steder. Ja, for os er det simpelthen et lille stykke paradis på jord.

Der er faktisk to bugte. Velo Zaraće (på lokal dialekt Zoraće) og Malo Zaraće. Begge er delvist beskyttet mod det åbne hav af en klippeodde – den i Velo Zaraće kaldes Rt zub od Zaraće. De to bugte forbindes af en vej, hvor alle besøgende parkerer deres biler.


Vores guddommelige indkvartering i Velo Zaraće, som vi altid bestiller et år i forvejen, ligger lige på den smukke småstensstrand. Ejeren har ud over lejlighederne også sin store terrasse, hvor han serverer mad for sine gæster, som han selv laver til dem.

At han er en fremragende kok, vidner ud over vores oplevelser også det om, at han i årevis lavede mad på en berømt restaurant i byen Hvar. Hans terrasse har en helt unik atmosfære. Den er smukt udsmykket, og den afslappende musik, der oftest spiller der, understreger stedets sjæl. Som om det havde været der altid.




Lige på stranden i Velo Zaraće ligger der to huse. Det til højre er et robinsonade-hus med lejligheder. Men forestil dig ikke her et fuldstændig øde sted, eller at du kommer til at undvære strøm og varmt vand. Der er altid strøm og varmt vand. Her betyder navnet afsides beliggenhed fra civilisationen. På den anden side har du alle de større feriebyer inden for behagelig køreafstand – Hvar er ca. 10 minutters kørsel i bil, Stari Grad ca. 8 minutter, Vrboska ca. 12 minutter og Jelsa ca. 15 minutter.

Huset til venstre er en restaurant med overnatning. Så er der også en ret hyggelig Mojito-bar, men priserne er som i Dubrovnik (for at give dig en idé 140 kuna for en mojito, både med og uden alkohol). Derfra i retning af indkørselsvejen er der endnu et par små huse, og det er alt. Og det vigtigste ligger helt nede – den smukke småstensstrand.


Hvem skulle tro, at der knytter sig en legende til sådan en lille bugt. Ifølge legenden sejlede der engang et arabisk skib fyldt med allehånde skatte langs sydkysten af øen Hvar. Sømændene på skibet havde allerede ankret op i mange middelhavshavne, sejlet gennem mange storme og slag, og de ventede derfor ikke, at noget mere kunne overraske dem på havet. Dengang kom de ud for en stor storm ved øens sydkyst. Skibet sank, og med det halvdelen af besætningen. Den anden halvdel af sømændene nåede ind til bugterne Zaraće. Og oppe i bakken over bugterne grundlagde de så landsbyen Zaraće.


Du kan køre op og se landsbyen Zaraće, du skal bare køre op over vejen over bugten, og der er en afkørsel, der fører endnu længere op ad bakken. Man ved ikke meget om Zaraćes historie. Landsbyen opstod åbenbart i 1800-tallet på en grund, som engang tilhørte dominikanerordenen. Den oprindelige landsby ligger over vejen, der forbinder byerne Hvar og Stari Grad, og den ses fint fra vejen. I begyndelsen af 1900-tallet boede her ca. 100 indbyggere, i 1970'erne var det kun ét enkelt menneske. I dag bliver husene langsomt sat i stand igen.


Så hvis du også længes efter at prøve et lille stykke paradis på jord, så tag endelig til Velo Zaraće. Indkvartering kan man finde på nettet, men helst rigtig tidligt, senest om foråret er alt håbløst udsolgt. Og det er også et fremragende sted som base til at udforske den vestlige del af øen Hvar.




